Lær at spille skak

Når du bestiller et skakspil, et skakspil eller en skakcomputer på Skakshoppen.dk eller Schackshoppen.se, får du Dansk Skoleskaks illustrerede skakregler med på dansk.

Skak er let at lære, men noget sværere at blive god til. Derfor venter der mange timer - for nogle hele livet - med at lære, blive bedre til spillet og møde nye venner over skakbrættet.

 

SKAK GÅR UD PÅ…

Skak er et spil, som går ud på at fange modstanderens konge – det kaldes skakmat. Kan en brik gå til et felt, hvor modstanderen har en brik, kan modstanderens brik slås. Det sker ved at fjerne brikken og sætte ens egen brik på feltet.

Man er ikke tvunget til at slå modstanderens brikker. og man kan ikke slå sine egne brikker. I skak vinder man ved at sætte skakmat — ikke ved at score point.

Vi giver brikkerne point, så man kan se deres indbyrdes styrkeforhold.

SKAK OPSTILLING
 

Startopstilling


BONDEN (1 POINT)

Bonden bevæger sig frem, ét felt ad gangen, men slår skråt. Fra sin startposition må bonden bevæge sig to felter frem. Bonden er den eneste brik, der slår anderledes, end den går.

 

LØBEREN (3 POINT)

Løberen bevæger sig som et X: Skråt frem og tilbage så langt den vil. En løber bliver altid på den feltfarve, den starter på.

 

SPRINGEREN (3 POINT)

Springeren bevæger sig som et L: To felter frem og ét til siden eller ét felt frem og to til siden. Springeren kan hoppe over venner og fjender som den eneste brik.

 

TÅRNET (5 POINT)

Tårnet bevæger sig som et +: Frem, tilbage og til siderne så langt den vil.

 

DRONNINGEN (9 POINT)

Dronningen bevæger sig som et + og et X: Frem, tilbage, til siderne og skråt så langt den vil.

 

KONGEN (UENDELIGT ANTAL POINT)

Kongen bevæger sig som et + og X – men kun ét felt ad gangen. Der skal altid være et felt eller en brik imellem to konger. Kongen er den eneste brik, der ikke må flytte til et truet felt.

 

SKAK OG SKAKMAT

Når kongen er truet, står den i skak. Man har pligt til at parere en skak. Skak pareres ved at:

  • Flytte til et felt, hvor kongen ikke er truet
  • Slå den brik, der truer kongen
  • Sætte en brik imellem kongen og den angribende brik


Når kongen står i skak, og der ikke findes et træk, som kan bringe den ud af skakken, er man skakmat, og spillet er tabt.

 

BONDEFORVANDLING

Hvis bonden når hele vejen til modstanderens bagerste række, forvandles den til en officer efter eget valg.

 

EN PASSANT

Bønder kan slå andre bønder ”en passant”. Når bonden flytter to felter frem, må fjendtlige bønder i nabolinjen slå bonden, som om den var flyttet ét felt frem. En passant kræver at:

  • Bonden flytter to felter frem fra sin startposition
  • Bonden placeres på et felt ved siden af en bonde af modsatte farve
  • Der slås en passant med det samme – man kan ikke vente til senere

 

SKAK ROKADE

Med en rokade kommer kongen i sikkerhed og tårnet ud af hjørnet. Kongen flyttes to felter til siden, og tårnet, der står nærmest, flyttes om på den anden side af kongen. Man bestemmer selv, om man vil rokere til højre eller venstre. Rokade kræver at:

  • Konge og tårn ikke har været flyttet
  • Der ikke står brikker mellem konge og tårn
  • Kongen ikke står i skak eller flytter over et truet felt

 

LYST TIL AT LÆRE MERE SKAK?

Skakshoppen.dk har et stort udvalg af skakbøger, der kan hjælpe dig på vej:

Lær skak step 1 introducerer alle reglerne til skakspillet i 486 opgaver, og du udvikler grundlæggende idéer og viden, der er vigtig for at kunne spille skak.

Vi spiller skak er en bogserie på 10 bøger med stigende sværhedsgrad, der er en blanding af undervisning, opgaver og legendariske fortællinger af Danmarks største skakspiller nogensinde, Bent Larsen.

Åbningsspillet er en lærebog skrevet af Bent Larsen, der lægger vægt på de grundlæggende principper i åbningsspillet.

Skakshoppen - en del af Dansk Skoleskak

Ofte stillede spørgsmål

Det grundlæggende

Hvad er et "parti" i skak?

Et parti er helt simpelt det ord, man bruger om et fuldt spil skak fra start til slut (skakmat eller uafgjort). Når man sætter sig ved brættet for at spille mod hinanden, spiller man "et parti skak". Det svarer lidt til at sige en "kamp" eller en "runde" i andre spil og sportsgrene

Hvor lang tid tager et spil skak?

Det kan variere enormt meget! Et helt almindeligt hyggeparti derhjemme mellem to begyndere tager typisk mellem 15 og 30 minutter. Hvis I bruger et skakur, bestemmer I selv tempoet. Man kan spille "lynskak", hvor hver spiller kun har 3 eller 5 minutter til hele partiet, eller spille klassisk skak, som kan tage flere timer. Vi anbefaler altid begyndere at starte uden ur og bare tage sig god tid.

Hvem starter altid spillet?

Det er en af de mest faste skakregler: Hvid starter altid! Det giver hvid en lille fordel fra starten, da man kan tage initiativet. En sjov og klassisk måde at fordele farverne på, er ved at gemme en hvid og en sort bonde i hver sin knyttede næve under bordet, og så lade modstanderen vælge en hånd

Regler undervejs

Hvad er "j'adoube" / "I adjust"?

Det er en sætning, man siger (betyder "jeg retter"), før man rører en brik, hvis man blot vil rette den op på feltet uden at flytte den.

Skal man sige "skak" højt, når man truer kongen?

Det er faktisk ikke et krav ifølge de officielle skakregler at sige "skak" højt. Men når man spiller for sjov derhjemme – og især når man spiller med børn og begyndere – er det en rigtig god og høflig vane at sige det. Så er man helt sikker på, at modstanderen har set truslen og ikke laver et ulovligt træk

Kan man flytte mere end én brik ad gangen?

Nej, du kan kun rykke én brik ad gangen, med én undtagelse: rokade, hvor du flytter konge og tårn i samme træk.

Kan to konger stå ved siden af hinanden?

Nej. Reglerne forbyder, at de to konger mødes, og der skal altid være mindst ét tomt felt mellem dem.

Hvad betyder reglen om "rørt brik"?

"Rørt brik skal flyttes" er den mest kendte turneringsregel i skak. Den betyder helt simpelt, at hvis du med vilje rører ved en af dine egne brikker, skal du rykke med den, hvis det er lovligt. Rører du en af modstanderens brikker, skal du slå den. Skal du bare rette på en brik, der står skævt, skal du sige "jeg retter" (eller j'adoube), inden du rører den.

Hvad sker der, hvis en bonde når den anden ende?

Bonden skal "forvandles" (promoveres) til en hvilken som helst anden brik (dronning, tårn, løber eller springer)

Skakbegreber & taktik

Hvad betyder det at lave en "gaffel" i skak?

En gaffel (også kaldet et dobbeltangreb) er et taktisk træk, hvor én af dine brikker angriber to af modstanderens brikker på præcis samme tid. Modstanderen kan kun nå at redde den ene brik. Springeren er især kendt for at lave farlige gafler, fordi dens spring gør det svært at forudse angrebet

Hvad er en "binding"?

En binding opstår, når du truer en af modstanderens brikker, som ikke kan (eller bør) flytte sig, fordi den dækker over en endnu vigtigere brik bagved – typisk kongen eller dronningen. Løbere og tårne er mestre i at binde modstanderens brikker fast til brættet

Hvad er lette og tunge officerer?

I skaksprog kaldes brikkerne (undtagen bønder og kongen) for officerer. Dronningen og tårnene kaldes for "tunge officerer", da de kan rykke over hele brættet og er mest værd. Springere og løbere kaldes for "lette officerer".

Hvad betyder det at "vinde kvaliteten"?

At vinde kvaliteten er et kendt skakudtryk. Det betyder, at du bytter en af dine lette officerer (en løber eller springer) for en af modstanderens tunge officerer (et tårn). Selvom I begge mister en brik, har du vundet "kvalitet", da tårnet er et stærkere våben på brættet.

Hvordan fungerer reglen om trækgentagelse?

Hvis den præcis samme stilling opstår på brættet tre gange i træk under et parti (hvor det er den samme spillers tur til at rykke), slutter spillet uafgjort – også kaldet remis. Det er en taktisk regel, man ofte kan bruge som en redningskrans, hvis man er bagud på point og vil undgå at tabe.